I dag kommer bloggen til at handle om det svære ved venskaber. Hvor svært det kan være at vedligeholde det og fravælge andet for at prioritere venskabet.
Indlægget er mest til dig som er pårørende, veninde, venner eller familie med en kronisk syg.
Jeg bruger ikke bloggen så meget i denne tid. Årsagen er, at jeg ikke har flere timer til rådighed i ugen, til det frivillige arbejder. Derfor får du al for sjældent indlæg, men her er et omkring venskab. Dette indlæg er om de svære valg vi får i livet. Valg som giver ekstra mange slag for kronisk syge, for vi har ikke så mange forsøg til at få det til at lykkes.
Skal, Skal ikke dele?
Jeg har igennem længere tid tænk meget over, om dette indlæg var et jeg skulle dele. Det er ikke bare en problemstilling for kronisk syge. Men det er en sygdomsudfordring og i sidste ende hænger det hele jo sammen.
Det handler mere om de bevidste og/eller ubeviste valg vi tager i livet og i en ung alder. Beslutninger jeg selv havde store forventninger til da jeg tog dem, og hvor svære de kan være, når de ikke viser sig at holde.
I slut december 1984 flyttede jeg fra Amager til Salten i Jylland og uden at komme ind på alle de udfordringer, der kan være ved at flytte en teenager fra et pulserende liv med masser af ungdoms muligheder til et noget mere nedtonet lokal landsbyliv, var venskaber noget jeg vidste ville få stor betydning for mig i mine kommende år.
Pigerne fra min egen årgang var super søde, venlige og imødekommende og jeg blev da også venner med mange af dem, men vi blev aldrig rigtige veninder, de var et andet sted i livet end jeg.
Første møde
I følgende vinter af vores flytning, begyndte jeg på aftenskole til madlavning. Tænk det hed det dengang og her mødte jeg en særlig veninde. Vi klikkede med det samme og fandt hurtig ud af vi havde de sammen udfordringer i livet, interesser og livsmod. Vi lavet mange sjove skøre ting sammen, men det mest vigtigste var, at vi støttede hinanden i lives svære face i det at være teenager, alene og ny-tilflyttere til byen – dog var hun et par år ældre jeg, men vi faldt hurtig i hak.
Den dag i dag har vi et On and Off venskab, men jeg har altid vidst at hvis lokummet brændte, så kunne jeg komme til hende og omvendt. Vi har været en del af hinanden liv i over 30 år og selv om hun forsvandt lidt ud af mit hverdag for en periode da jeg fik børn ret tidligt, har det altid været med prioritering fra min side at, at bevarer vores venskab og det betød at det skulle næres og vedligeholdes.
Et venskab er som et ægteskab, det skal plejes og næres ellers dør det!
Vi forsatte vores venskabet trods jeg fik børn tidligt, og hun begyndte at stile efter en karrierer. Der betød en flytning til udlandet og jeg vidste at selv om jeg havde to små børn i mit liv og de blev prioriteret først, så betød hun stadig meget og hun skulle derfor prioriteres når hun var i landet på besøg. Efter hendes karrierer tid i udlandet på omkring et års tid, kom hun retur og vi arbejdet på at få de gode gamle veninder tilbage på fuld skrue.
Leddegigten kom og hilste på
Da jeg blev for alvor syg med leddegigten trak hun sig igen, mest fordi, tror jeg at hun som alle andre ikke vidste/ved hvordan man skal opføre sig eller skal gøre i en krisesituation. Det lærte mig rigtig meget hendes måde at håndtere min sygdom på og det var en hård tid for mig rent socialt. Jeg skal dog indrømme at lige hendes reaktion og deltagelse eller rettet manglen af den ramte mig rigtig meget – men gav mig også en stor erfaring, som jeg senere har brugt i andre forbindelser.
Jeg forsøgte at være der igen da jeg kom på tilbage på “benene”. Selv om jeg aldrig viste det, var det super hårdt arbejde for mig og betød til tider, at jeg nedprioriteret min egen familie for at være social med hende.
33 års skeer er brugt
I dag her 33 år senere har jeg fået et ordentlig slag over næsen. Jeg er ikke blevet prioriteret til hendes kommende familiebegivenhed og det har ramt mig hårde end jeg troet var muligt. Det fylder meget i mit hoved, dog mest af alt fornemmelsen af at jeg nu bevist er blevet nedprioriteret i hendes familieliv. Jeg har altid inviteret hende til vores familie arrangementer, så som børnes begivenheder, fødselsdage o.s.v. Jeg følte at hun var en vigtig brik i mit liv, en af dem der kendte mig og derfor for mig vigtig og selv om der kom andre ind i billedet, var det en prioritet for mig, at hun følte sig som prioriteret.
I denne tid flyver tankerne rundt i mit hoved. Har jeg satset al min energi på en der alligevel ikke er interesseret i mit liv?
Har jeg regnet så meget forkert i mine unge år!
Har dette være et veninden slå-op øjeblik!
En slutning er aldrig sjov, ej heller ikke på et venskab og et sted langt inde i hjertet ved jeg også, at venskaber kommer og gå. Jeg var måske bare lidt overraskede over dette venskab, et venskab der har kostede blod og tåre at vedligeholde for mig. Vi kronisk syge taler tit om ske-teorien og hvor meget vores liv har taget en drejning efter en kronisk diagnose er kommet med i rygsækken. Hvor svært det er at have energi til alt og det ikke er overskud til unødvendige sociale event’s og vigtigheden af at vi prioritere det rigtige i livet.
To sider af en sag
En sag har altid to sider og her får du selvfølgelig kun min. Men jeg føler virkelig at jeg i dette venskab har skudt helt ved siden af og brugt så mange skeer forkert. Mange vil sige, at det er livet og fordi at man ikke bliver inviteret til en begivenhed er ikke ens betydende med man er nedprioriteret. Men hvis man føler det, er det så ikke fordi der er en lille gram sandhed i det?
Vurdering og revurdering
Det som rammer mig mest, er nok at mine skeer kunne have været brugt med familien eller andre der har vist mere interesse i mit liv. Det er hårdt slag og måske slag der helt normale i livet. M E N for mig der her en begrænset håndfuld af skeer for at blive ved den samme teori, er det mest vigtige i mit liv nemlig energi/kræfter og fordelingen af det. Derfor har dette virkelig haft en stor indvirkning på mig og taget en helt ny drejning om hvad venskab er.
I gennem ens liv bliver det tit taget lidt fra og givet lidt til. Især når man er ung og har man hundredvis af venner og bekendte. Jo mere sat vi bliver med årene, falder der naturligvis nogle mennesker fra og andre kommer til – det er lives cyklus.
Vedligehold og satsning
Men at vedligeholde og opretholde et venskab er i al almindelighed svært, så for mig det har været syg i mange år har det været endnu sværere og når jeg så finder ud af at al min satsning er givet forkert ud – så braser min verden.
Venskaber betyder noget for ensomheden i hverdagen som kronisk syg. Det er med til at glemme hverdagens udfordringer og gøre at man for en kort stund er bare er sig selv. Noget jeg har følt er vigtig i forhold til en selv er og ens selvværd.
Hvis man vil spejle sig i en person der løfter en, skal den person være anderledes end dig selv. Derfor selv om jeg har mange skønne kronisk syge venner, så har jeg lige så mange der ikke er. Jeg vil gerne vokse og gro som person og hvis jeg spejler mig for meget i en anden der er konisk syg, så vokser jeg ikke så meget, som hvis jeg spejle mig i det jeg ønsker at kunne eller vil gøre i livet.
Jeg læse engang et sted, at hvis dine veninder ikke får dig til at vokse og gør dig stærkere og klogere på dig selv, så er det tid til at skifte dem ud, men kender du følelsen af en slutning du ikke havde set komme – det er vist den jeg stå med nu.
Med ønsket om en skøn dag fra mig til dig og husk du er mere end velkommen til at kommentere, dele eller like, det jeg lavet -og tak fordi at, du læser med!
Følg mig på
